Jeg har altid interesseret mig for fotografi, og jeg fik mit første spejlreflekskamera i konfirmationsgave for en menneskealder siden - et EXA 500. For de penge jeg også fik, købte jeg et forstørelsesaparat. Senere analoge kameraer var Mamiya 500 TL, Yashica T4 og Contax 139Q. Sidstnævnte kamera har jeg endnu, og objektiverne dertil anvender jeg til mit spejlløse kamera, som er et Olympus OM-D M10 II.

Hypen, der har været, omkring det klassiske objektiv Carl Zeiss Planar 50mm, er helt forståelig. Det kan mod min forventning hamle op med moderne objektiver - selv på et spejlløst kamera med en relativ lille sensor (M43). Farverenderingen og den glidende overgang mellem skarpt og uskarpt kan give nogle smukke naturtro resultater - f.eks. når man fotograferer blomster,

Mit første digitale kamera var et Olympus C3030Z, som dengang kostede en mindre formue, men betød at omkostningerne ved at fotografere var minimale. Mine næste digitale kameraer var Pentax *ist DL, Pentax K-x, Pentax K-5 II samt ovennævnte Olympus OM-D M10 II.

Da jeg var ung havde jeg en drøm om at blive professionel fotograf. Jeg har dog måttet erkende, at det rækker talentet ikke til. Men jeg elsker at fotografere på mine ture rundt i byen og i landskabet.

Min filosofi er, at et fotografi skal være så tro som mulig mod den virkelighed, som det skal forsøge at gengive. Derfor er min redigering af de fotos, som jeg tager, begrænset til beskæring, eksponeringskompensation og stitching af fotos for at skabe panoramer. Billedmanipulation ved hjælp af AI må jeg tage afstand fra - ligesom jeg synes, at brug af farveprofiler for at emulere bestemte filmtyper er noget underligt noget.

En del af oplevelsen ved at fotografere er at fange de specielle lysforhold, som er på det givne tidspunkt. Bagefter kan man så sammenligne fotos taget under forskellige lysforhold og se, hvad disse lysforhold betød for resultatet. En sådan sammenligning vanskeligtgørers, hvis disse fotos blev taget ved anvendelse af forskellige farveprofiler.

Der er selvfølgelig det problem, at forskellige kameraer og objektiver ikke gengiver farver på helt samme måde. Personligt forsøger jeg at klare dette problem ved at skyde i både JPG- og RAW-formatet. Mit Olympus-kamera har en god farvegengivelse i JPG-formatet, hvilket Olympus-kameraer også er kendt for. Men for at få sammenlignelige resultater må jeg selv konvertere RAW-filerne fra mit Pentax-kamera til JPEG-formatet under anvendelse af kamerastandarden fra Pentax (ved hjælp af programmet RawTherapee). Dette giver paradoksalt nok markant bedre resultater.

Med hensyn til efterbehandling af fotos, er det selvfølgelig helt i orden at forsøge at skabe kunst ved hjæp af fotografi - så længe det bliver præsenteret som kunst og ikke foregiver at skulle være en afspejling af den virkelighed, som fotografen oplevede, da de pågældende fotos blev taget. Fotokunst er bare ikke noget for mig, da jeg har en mere dokumentaristisk tilgang til det at fotografere.

Med den digitale udvikling er det i midlertid blivet for let at fotografere. Med alle de automatiske funktioner er det kameraet, som bestemmer resultatet, mens fotografen mister følingen med, hvad der sker. Når når noget bliver for let, mister man engagementet og oplevelsen ved at fotografere, hvorfor det ikke længere er sjovt. Det er derfor ikke så mærkeligt, at mange fotografer nu vender sig mod udviklingen inden for kamerateknologien og forsøger at vende tilbage til det basale ved at fotografere.